Hotellet i Lhasa
var meget Tibetansk, men vi er jo også i Tibets hovedstad, der oversat betyder
- gudernes plads. Med sine 3500 meter over havets overflade er den en af
verdens højest beliggende byer, hvilket helt klart kom til udtryk i mærkbar
åndedrætsbesvær, hovedpine og en konstant lurende utilpashed. Det gør dog ikke
oplevelsen mindre fascinerende – her er en religiøs tilgang til alt – og gade
kulissen er et koloreret billede af religiøse pilgrimme med snurrende bede
møller og en lokal befolkning der summende går rundt og mumler dagens mange
bønner. Andre har valgt en mere fysisk krævende bedeform. Med en flip flop
sandal variant på hænderne kaster de sig i bogstaveligste forstand bedende i
støvet. Nogle havde valgt en fast plads at udfolde sig på, andre faldt pladask
i støvet for hvert femte skridt de tog i deres lykkebringende vandring rundt om
Tibets største helligdom – Jokhang templet. En anden del af gade billedet er de
mange kinesiske tilflyttere, der opmuntret af det kinesiske styre ernærer sig som
forretningsdrivende eller sidder i ledende stillinger i lokal administrationen.
På centrale
pladser og ved stort set alle templer er der opført mindre politi stationer der
observerer at der ikke er optræk til episoder, såsom selvantændte person afbrændinger.
Afbrændingerne er i de sidste 2 år blevet mere udbredt pga. en tiltagende
kulturel og religiøs undertrykkelse af tibetanerne. Alle politi stationerne er
udstyret med skumslukkere og diverse fangstkroge og bøjler. Fangstkrogene er designet
så det er muligt at fiksere den
brændende når der skumsprøjtes. Med denne triste viden i bagagen og det faktum
at Tibet er et besat land, er det nok så bemærkelsesværdigt hvor fredfyldt vi
oplever det og hvordan vi bliver mødt med stor åbenhed, nysgerrighed og brede
smil.
På vores meget
tibetanske hotel er der brugt mange forskellige farver på loft og vægge og
rummene er krydret med vægtæpper, sjove lamper og finurligheder der kunne lede
tankerne hen på inventaret i Aladdins hule. Vi var blevet opgraderet til en
suite og hold da op hvor en mærkelig overraskelse. Stuen var en bal sal fyldt
med slagbænke, borde og stole fremstillet af trærødder med en lakeret skinnende finish. Det tilstødende
soveværelset var heldigvis kun møbleret med det nødvendige udstyr. I
forbindelse med stuen var der en kæmpe terrasse med udsigt til Potala paladset,
et smukt og autoritært syn som det ligger der højt placeret op af bjergsiden.
Det er svært at udtrykke en retfærdig gengivelse af det billede der toner frem
når den tidlige morgensol indhyller paladset i et næsten magisk skær - smukkere kan det ikke gøres.
| Møde i vores suite |
besvær, hovedpine og meget lidt søvn.
Da det endelig
blev morgen, ilede vi til receptionen for at låne en varmekanon. Palle og
Susanne havde været hurtigere end os og havde tiltusket sig en varmeovn der mindede om en kæmpe Vox forstærker med indbygget disco lys. Ifølge
receptionisten var der desværre ikke flere til rådighed. Lidt bestemt fik jeg
forklaret dem at så måtte de jo ud at købe en – problemet blev løst og næste
nat sov vi de uskyldiges søvn, dog med frekvent indtagelse af ilt på spraydåse
som vi i løbet af dagen havde købt rigelige forsyninger af.
| Potala Paladset |
| Der bliver bedt igennem |
| Vi passerer et bjergpas. De mange flag er bedeflag. |
Umiddelbart efter
ankomsten til Lhasa fik vi information om at Base Camp Mt. Everest var blevet
lukket pga. et alvorligt uheld med nogle turister. Vi bibeholdt håbet om at
lukningen kun var midlertidig indtil der blev ryddet op – og vi krydsede alle
fingre for at vi ikke skulle snydes for den del af Everest hvor mange af de
store bjergbestignings bedrifter har fundet sin begyndelse og ofte også en
tragisk afslutning.
| Merete og Jesper nyder kulden |
Inden vi begiver os på vej ud i bjerglandskabet og følger ”Friendship Highway” til Nepal, følger i separate faner et par gode historier fra vores ophold i Lhasa Skrevet af Merete og Lisbeth.