3 Velkommen til Shanghai

Velkommen til Shanghai.

At køre bil i Thailand er virkelig en stor udfordring - i Kina er det et mareridt. Vi var heldige at chaufføren fra lufthavnen til hotellet havde en mildere tilgang til at begå sig i trafikken, så der var kun enkelte hårde opbremsninger og undvigemanøvrer. Det køretøj der er størst har ubetinget forkørselsret – og skulle du komme i tvivl vil hornet blive trykket i bund, og de tinnitus  plagede vil for et kort øjeblik påskønne og foretrække den nænsomme  ringen for det indre øre. Fodgængere er som jaget vildt, det grønne lys i gadekryds synes i virkeligheden at fungere som lokænder for både cyklister og fodgængere. Bilisterne kører provokerende tæt på,  og finder stor fornøjelse i at se fodgængerens skræmte udtryk når han i sidste øjeblik foretager en simuleret katastrofe opbremsning. Fodgængere kan have den vildfarelse at tro det er OK at passere gaden for grønt i et afmærket fodgængerfelt. Sådan fungerer det ikke i Shanghai.

Shanghai Skyline som Backdrop

Efter at have kastet det værste rejsestøv af os mødte vi det øvrige selskab i Preben og Bente´s værelse, der i aftenens anledning udgjorde rammerne for en hyggelig velkomst reception. Der blev skålet flittigt inden vi   kastede os over et veldækket bord på restaurant Vue, hvor man kunne byde på byens flotteste udsigt og servere os en fransk inspireret middag med alt hvad dertil hører.

Næste dag blev brugt til at justere udrustningen og få købt de sidste nødvendigheder såsom toilet papir, rødvin og snacks til togturen.

Palle og Christian havde et projekt med at indkøbe en håndslået Wok pande, projektet lykkedes og wokken blev nu en del af den kinesiske feltudrustning.  Efterhånden havde vi alle fået sat kryds ved de mest essentielle poster på vores indkøbsliste og sidst på eftermiddagen kørte vi til Shanghai´s hovedbanegård, hvor vi oplevede et usædvanligt problemfrit flow gennem flere sikkerheds systemer og kontroller. Vi blev bænket i ventesalen sammen med vores kinesiske medrejsende der synes at have en naturligt nysgerrighed for Meretes I-Pads evne til at tage billeder. Ventetiden blev  udnyttet til at købe madvarer, der skulle tjene som back-up i tilfælde af at maden på toget blev for lokal inspireret.

Ventesalen på Banegården i Shanghai

19:36 præcis blev der fløjtet til afgang. Vi delte den  overraskende velfungerende sove kupé med Susanne og Palle – og det blev en hyggelig aften, natten blev sat på skinner og vi var nu for alvor på vej mod Tibet.

Togrejsen

Godt vi havde købt back up forsyninger af mad. Selvom der i togstammen indgik en spisevogn var det ofte en bedre oplevelse at spise en kop nuddel suppe i kupéen.

Den første aften/nat hvor turen foregik i det kinesiske lavland var der feststemning og der blev flittigt skålet på en god rejse. Da vi de næste par dage kørte i højder fra 3500 til 5200 meter blev der lidt længere mellem skålene – vi oplevede alle åndedrætsbesvær og hovedpine. Den første strækning vi kørte i dagtimerne var på den Tibetanske plateau i en højde på omkring de 4000 m, herefter kørte vi over nogle af de store pas på 5200 m. På det sidste ben af køreturen var plateauet suppleret med bjergmassiver og der var virkelig sat en smuk kulisse. Dyrelivet er mangfoldigt selvom vi er oppe i de store højder. Yak oksen, der den største, er rigtig godt repræsenteret i terrænet. Der findes 2 typer. Den ægte varer og en krydsning mellem en Yak okse og en ko. Den sidste variant dominerer. Geder, får, ræve, ørne, jordegern, vild heste og vild æsler er blandt de øvrige dyr vi stiftede bekendtskab med. Det havde vel også nok været lidt for optimistisk at tro på at sne leoparden havde beæret os med sin tilstedeværelse. Vi oplevede på nært hold hvordan nomaderne boede i simple huse af plast presenninger og vogtede deres husdyr til hest, til fods eller på ryggen af en kinesisk knallert.

Efter 48 lange og til tider åndedræts krævende timer var der ankomst i Lhasa. Her blev vi modtaget af den lokale tibetanske guide der nu var sit lands vært den næste uges tid.

Fra Meretes dagbog

23 - 24 oktober

Efter et døgn i Shanghai, hvor vi fik shoppet og tanket op med civilisation god mad og vin, tog vi ud til banegården. Vi havde ladet en kuffert stå i Bangkok vores bagage var reduceret til en stor kuffert på hjul, en blød taske på størrelse med en Zeppelin, en stor og en lille rygsæk, en kabinekuffert, min håndtaske og et par poser med krus, rødvin og andre fornødenheder som vi havde indkøbt til turen. Alle i gruppen havde pli undtagen Susanne. Hun kunne ikke dy sig for at sige ;" Jeg undrer mig over hvordan i kan rejse med så lidt" men det var ikke det spørgsmål som rumsterede i hovederne på os, det store spørgsmål var hvordan vi skulle få plads i kupeen til  os selv og Palle og Susanne, for slet ikke tale om deres bagage.

Vi var de første der kom om bord og begyndte at læsse bagage ind i kupeen og det tegnede ikke godt. Heldigvis blev vi reddet på målstregen af en venlig konduktør som fortalte os at vi måtte stille et par kufferter i mellemgangen, det skyndte vi os at benytte os af inden alle andre fik samme ide.

Der steg et meget stort antal personale på toget og det tænkte jeg i første omgang var til fordel for os passagerer. Vores kupe er fin. Der er køjer med rent hvidt sengetøj, radio og TV skærm for enden af hver seng og på bordet er der hvid dug, termokande med tevand og spytbakke. Her mangler ikke noget.

Der var ingen servering i spisevognen den første aften så vores første måltid bestod af kop nudler, æbler og cheeseburger indkøbt på stationen. Det blev skyllet ned med rødvin ( måske turens sidste) kaffe og the. De varme øl gemte vi til senere selv om vi godt vidste at der blev indført spiritusforbud næste aften p.g.a. højde tilvænning.

Madrasserne er hårde så det varslede en urolig nat men det var noget andet der holdt mig vågen. Vores kahyt lå i enden af gangen og det skulle vise sig vores aircon var direkte forbundet med en  lille personalekupe som samtidig fungerede som rygekupe for det store antal mænd i uniformer. Ikke at de var tvungne til at ryge derinde, de holdt lige så meget af at ryge i spisevognen og helst i deres eget selskab. Så efter at have guflet 2 spejlæg med pinde til morgenmad, blev vi bedt om at gå tilbage til vores kahyt fordi nu skulle de i gang med at forberede frokosten. Christian, som taler kinesisk, havde lige spurgt hvad menuen var til frokost, men det vidste personalet ikke for maden var ikke kommet om bord endnu. Så det var vist en pæn måde at sige på, at de gerne ville have lidt privatliv.

Frokosten var god sagde de andre, forhold og forventning taget i betragtning. Rygstykker af kylling klippet med en hækkesaks men masser af løg og god smag. Jeg sov, men det gjorde ikke noget fordi aftenmenuen var en reprise af frokosten. Vi er de eneste hvide passagerer og vi er blevet klar over at selv om vi havde betalt for første klasse så bliver vi rangeret lavest i hierarkiet her på toget. Først de kinesiske passagerer, så togpersonalet og den efterretningsmand som er sat til at følge os og så os til sidst. Christian fortæller at togruten er anlagt for at regeringens embedsmænd kan køre mellem Lhasa og Shanghai. Vi er altså om bord med regeringsfolk og det forklarer hierarki og serviceniveau.  

Der bliver serveret delikatesser  i deres kupeer og de hygger sig uden tvivl på turen. Der bliver spyttet og hakket igennem, spillet kort og røget smøger i stangevis i deres kupeer.

Vi har ikke kupeservice. Vi bliver kaldt til spisning som de sidste i restauranten og vi får det der er tilbage efter de andre, men det rækker og det ser slet ikke så ringe ud.

Alt i alt lever vi sundt. Susanne læste højt fra søndags BT, chokolade er fremstillet af cacao bønner som er et vegetabilsk produkt og derfor kategoriseres det som salat. Af alle kategoriseringer er det nok den mest åndsforsnoskede jeg har hørt. Når vi kommer ud herfra og mit hoved bliver normalt vil jeg formentlig have mistet al tro på Søndags BT, men lige nu hvor Palles og Susannes  taske bugner af Toblerone og Mars, har vi overgivet os til tesen og den bliver citeret jævnligt.

Der er blev indført spiritusforbud fra kl 19.30, 24 timer inden ankomst til Lhasa, fordi kroppen dehydrerer i højden og den proces skal vi selvfølgelig ikke tilskynde så derfor kastede vi os over rødvin vin og whisky meget tidligt på aftenen og det kom jeg bittert til at fortryde. Vi gik ud som lys ved 10 tiden, men 2 timer senere vågnede jeg og troede at mit hoved ville eksplodere. Måske var vi på vej over et pas, måske var vi bare et sted mellem 4- 5000 meters højde og ilttilførsel endnu ikke tilsluttet. Efter 2 flasker vand og en times kørsel måske med ilt, måske ned ad bakke, var forholdene mere normale igen og hovedpinereduceret.

Næste formiddag

Vi kører på verdens tag i 4600 m, på højde med toppen af Mont Blanc. Landskabet er slette agtigt med små bjerge og det bliver mere og mere sneklædt efterhånden som vi kommer frem. Der er ikke meget vegetation men vi ser antiloper, får og yakokser som græsser eller mosser, for græs er her selvfølgelig ikke noget af. Der er 10 timer til Lhasa og mit hovede er på størrelse med en fodbold.

Vi hygger med kaffe og the. På et tidspunkt ville Susanne fylde vores thermo kande med varmt vand, men hun blev distraheret og vendte ryggen til. På et splitsekund var den væk, forsvundet. Vi klarede os fordi vandvarmeren er lige uden for vores kupe så vi kunne bare fylde krusene direkte, men det var ikke i orden at vores termokande var stjålet. Susanne følte sig ansvarlig og bekymrede sig om eventuel konsekvens ved ankomst, så hun defilerede op og ned ad gangen og spejdede ind i spillekupeerne for at se hvor der var 2 termokander. De fleste døre var mere eller mindre lukket og hun havde ingen held med eftersøgningen før et par timer senere hvor hun ser en glad mand komme gående med 2 termokander. Resolut tog hun den ene kande ud af hånden på ham og vendte sig imod os i kupedøren med termokanden hævet i triumf, Jeg kunne kende den på bulen sagde hun glad. Sejt Susanne!

Jeg ville gerne have taget billeder og delt dem på blokken. Billeder af vores ulasteligt uniformsklædte tjener når han tørrede hænder i gardinet, eller af kokken som vi kan skimte gennem luen til pantriet, når han jonglere med potter og pander med 2 smøger i munden, lige neden under et ikke ryger skilt, eller af regeringskinesernes borde i restauranten, som bugner med rester af krabber og andre delikatesser som er udsolgt når det bliver vores tur til at bestille, men det må jeg ikke. Vi må ikke fotografere personalet og vi må ikke fotografere de rejsende, men de tager lystigt billeder af os. Det gør ikke noget, Det li meget ... Ha Ha Ha!

Tilbage i vores kupe, efter veloverstået frokost. Vi sludrer med Christian om hvad der venter. Vi spørger om den guide som henter os på stationen er Kineser eller Tibetaner, Christian siger at der er størst chance for at han er Tibetaner. Meningen med spørgsmålet var at finde ud af om der er sproglige barrierer, om Christian kan tale med ham.  Jamen taler han da så Appelsin, spørger Palle. Ja det lærer de i skolen, beroliger Christian, eller Mandarin som det faktisk hedder.

Vi  læser i Tibetbogen om hotel Dekhang som venter os i Lhasa,  5 stjerner og på niveau med Oriental, men pil nedad for vi er jo i Tibet og ikke i Thailand. Det er så godt som det overhovedet kan blive og den rigtig gode nyhed, fortæller Jesper, er at hotellet er kendt for ofte at have varmt vand. Efter to døgn i en togvogn er det en lykkelig tanke.