5 Gyangtse

Et af de første spørgsmål der meldte sig under morgenmaden var:

Er Base Camp blevet åbnet?

Desværre var der ikke positivt nyt på den front, så endnu en dag med krydsede fingre. Vi var en kortege på 4 vogne og alle kunne bekvemt sidde på den eftertragtede vinduesplads. Syv timers kørsel ventede forude og i gruppen  var der en forventningens glæde  til at komme ud af Lhasa og se Tibets øvrige herligheder.

Selvom vi i løbet af dagen passerede 2 bjergpas i ca. 5000 m højde, var det overraskende hvor sparsomme snemængderne var.  

Det blev en smuk køretur med krystalklare hellige bjergsøer, bjerge med skarpslebne konturer der kappedes om at kaste de længste skygger og flokke af græssende Yak okser der på bjergsiderne med den sparsomme bevoksning,  måtte affinde sig med at gumle lavt voksende lav i stedet for saftige græstotter.

Vores chauffør havde en evne til at haste mod hårnåle svingene, bremse kraftigt ned i sidste øjeblik og dernæst i alt for højt gear nærmest glide gennem svinget. Det var absolut ikke en kørestil der passede Merete – så der blev afleveret et par gode råd til hvordan vi helst så man tacklede bjergkørslen. Rådene blev fulgt en halv times tid, hvorefter vi gentog vores supervision, og det lykkedes til sidst at opnå en tålelig kørsel.

Chaufførerne var et kapitel for sig. De første 30 minutter af dagens kørsel var helliget højlydte bønner. Derefter blev der tunet ind på den musik kanal der havde det kraftigste signal og så blev der ellers sunget chauffør duet  - ganske underholdende i visse passager. Bilens sæder var polstret med noget der mindede om 60´ernes engang så populære rya tæpper, i en barberet udgave. Hvorvidt det var sæde betrækkene eller chaufføren der havde en mistænkelig lugt der lagde sig tæt op af harsk Yak smør, vil jeg afgøre til rya tæppets favør.

Dagens målstreg var den gamle historiske handelsby Gyangtse. Hotellet der den kommende nat skulle fungere som vores iltfattige logi, var i udsmykning og stilart ikke stort forskellig fra vores hotel i Lhasa. Der var dog en væsentlig og højt værdsat forskel – værelset havde varme. Så det var med stor fryd vi denne nat kun skulle plages med åndedrætsbesvær og heftig hovedpine. Vi sender hermed en stor tak til Treo samt Palle og Susanne for at have check på udstyret og dele et rør eller to med os. Et paradoks var det at Palle og Susanne denne nat havde trukket nummeret på det værelse der ikke havde varme. Desværre havde vi tilfældigvis ikke et varmetæppe med tilhørende adapter og forlængerledning, i vores ellers så bugnende udstyr,   som vi kunne tilbyde nattens 2 frossenpinde. 

Morgen mønstring