Meretes Dagbog
28 oktober
Kan man se på sengetøj om der er nogen der har sovet i
det?
En historie om en interessant kop te mm.
Efter det daglige klosterbesøg trængte vi til en pause
inde vi skulle besøge en tæppefabrik. Christian havde anbefalet at vi gik ind
og drak en kop yak smør te på byens fineste tehus.
Vi var ikke overvældende begejstrede ved tanken om Yak
smør i vores the. Tibetanerne brænder det som stearin i templerne og det er en
vigtig del af deres ernæring, så vi stiller bestemt ikke spørgsmål ved de mange
nyttige egenskaber, men at få det i teen? Vi håbede at det var muligt at købe
en kop almindelig sort the derinde.
Døråbninger i Tibetanske huse er dækket med et tykt
tæppe eller, som her i Tehuset, med et plastik lamelforhæng. Fælles for
forhængene er at de er sorte og meget fedtede på midten. der hvor folk tager på
dem og det er ikke spor rart for os at komme i kontakt med den substans. Vi
havde derfor udviklet et teknik, hvorefter vi rakte en albue op foran ansigtet.
Med albuen stødte vi forhænget til side og vi foretog en piruette lignende
bevægelse ind i lokalet. Hvis vi var hurtige og heldig, så var spidsen af
albuen eneste kontakt vi fik med forhænget.
Jesper, Bente, Preben, Palle og Susanne og vi
piruetterede ind bag plastikforhænget til tehuset. Der blev vi mødt af med
mærkelig tyk og smøragtig lugt. Rummet var fyldt med menneske og der var en del
munke iblandt, alle vendte øjnene mod os og hilste og smilede. Lugten i lokalet
var klam og kvælende og vi holdt næsten op med at trække vejret. Umiddelbart
havde vi mest lyst til at piruettere revers, ud igen i en vis fart, men de
mange smil og Christians anbefaling, talte for at vi overvandt vores modstand
og slog os ned. Efter lidt votereren og vægelsind fandt vi et bord midt i
lokalet.
 |
| Munkene er flittige gæster i te huset |
Heldigvis var vores guide Lopsong med os og vi spurgte
ham om han kunne bestille te og helst almindelig the uden smør. Vi fik sød te,
en ok velsmagende te med mælk og sukker og vi begyndte slappe af og vænne
os til lugten i lokalet. Det lugter ikke så godt det yak smør te, sagde vi til
Lopsong. Det her er slet ikke et yak smør te sted sagde han, det her er
et sød te sted. Jamen hvad der det så her lugter af, spurgte vi. Det er dels
momo ( små dejfiduser med indbagt kød eller grønsager) som de laver ude i
køkkenet og dels menneskerne herinde, svarede han. Vi forsøgte at sætte
lugten i forbindelse med de lækre momo vi havde nydt aften før og derefter med
mennesker, men ingen af delene gav mening. Det er fordi Tibetaner ikke
vasker sig, så kommer de til at lugte sådan, sagde Lopsong. Vi må have lignet 7
spørgsmålstegn i hovederne for Lopsong startede en længere og lettere
modstridende forklaring på hvor ofte, hvis overhovedet, Tippetalere vasker
sig.
Der er ikke meget vand, vandet er iskoldt og husene er
kolde så det er forståeligt at det ikke er rart at vaske sig, men i en bestemt
uge, en gang om året, går alle Tibetanere ned til floden og vasker sig og der
vasker de også deres tøj i floden. Dvs, de gamle og munkene vasker sig aldrig,
fortsatte Lopsong. De kan måske smøre fedt på kroppen og skrabe det af igen.
Der er selvfølgelig mange yngre Tibetanere der vasker sig oftere, måske en gang
om måneden eller hver 6 uge og så skifter de også tøj, fortalte Lopsong. Selv
er han heldig, han bor i Lhasa og kommer på hotellerne og der får han lov at
tage bad et par gange om ugen. Det er både godt og ondt for det betyder, at det
kan være svært for ham at være hjemme i hans landsby, han har svært ved at
klare lugten i soveposerne.
Så det var altså momo, munk og gammel Tibetaner der
lugtede af i tehuset. Nok mere munk og gammel Tibetaner end Momo, for lugten
fra tehuset fulgte os mange andre steder hvor der ikke blev serveret
Momo.
Det var selvfølgelig lidt grænseoverskridende at sidde
der og drikke sød the efter den historie, men de mange smil og glade øjne
der fulgte os, var genen værd og tehus oplevelsen var, i mine øjne en af de
store, ikke pga teen men alene pga af menneskerne. Varme og venlighed lyste ud
af dem alle. Vi turister er velkomne i Tibet. Vi kan god få lov at være i fred,
men hvis vi interesserer os for Tibetanerne så interesserer de sig også for
os.
 |
| Palle får en hygge snak i Tehuset |
 |
| Momo Kokken |
Lopsong sagde at vi måtte fotografere i Tehuset og i
køkkenet hvor der blev lavet Momo. Det gjorde jeg så og det fik kokken til at
standse sit arbejde og komme hen og bede om at se billedet. Han var ikke
tilfreds med det han så, man kunne jo kun se han på lang afstand fra siden så
han stillede sig op og bad mig tage et ordentligt billede. Tibetanerne var ikke
på noget tidspunkt pågående og vi har følt os respekterede hele vejen, derfor
lod vi respekten gå begge veje og vi tog kun billeder efter at have spurgt
herefter.
 |
| Momo Køkkenet |
Renlighedsbegrebet blev sat i relief under den kop the.
Hvad så hvis vi ikke kom i bad en enkelt dag? Og det er der udsigt til så det
er et relevant spørgsmål.
I Lhasa mødte vi Jeppe, Lisbeths kollega fra FDM
Rejsebureau, som var i Tibet med en gruppe. Vi fik mange gode tips og råd af
ham. Vi fortalte ham, at vi alle rejste rundt med lagenposer som vi havde
fået syet i Shanghai for 31 kr per stk. inkl. stof. Dem forventede vi at bruge
når vi kom til hotellet ved Base Camp, fordi vi vidste at soveforholdene
kunne være kritiske der. Hmmmnn, sagde Jeppe, sådan er det mange
steder. Lagenposer er en god ting, de giver en slags beskyttelse mod sengelus.
Jamen her på hotellet (ser det da pænt og rent ud, sagde vi. Vi var på Dekang,
5 stjerner med pil nedad og varmt vand i hanerne med ingen varme på værelset :)
Hmmmm, sagde Jeppe, Tibetanerne ser ingen grund til at
vaske sengetøjet med mindre nogen har gjort i det. Den bemærkning fik Lisbeth
til at grine højt. Vi andre grinede ikke men vi har heller slet ikke nær så
meget humor som Lisbeth.
Lagenposerne blev brugt herefter, om ikke for andet så
fordi de hjalp med til at holde varmen under dynen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar