4 Lhasa

Hotellet i Lhasa var meget Tibetansk, men vi er jo også i Tibets hovedstad, der oversat betyder - gudernes plads. Med sine 3500 meter over havets overflade er den en af verdens højest beliggende byer, hvilket helt klart kom til udtryk i mærkbar åndedrætsbesvær, hovedpine og en konstant lurende utilpashed. Det gør dog ikke oplevelsen mindre fascinerende – her er en religiøs tilgang til alt – og gade kulissen er et koloreret billede af religiøse pilgrimme med snurrende bede møller og en lokal befolkning der summende går rundt og mumler dagens mange bønner. Andre har valgt en mere fysisk krævende bedeform. Med en flip flop sandal variant på hænderne kaster de sig i bogstaveligste forstand bedende i støvet. Nogle havde valgt en fast plads at udfolde sig på, andre faldt pladask i støvet for hvert femte skridt de tog i deres lykkebringende vandring rundt om Tibets største helligdom – Jokhang templet. En anden del af gade billedet er de mange kinesiske tilflyttere, der opmuntret af det kinesiske styre ernærer sig som forretningsdrivende eller sidder i ledende stillinger i lokal administrationen.

På centrale pladser og ved stort set alle templer er der opført mindre politi stationer der observerer at der ikke er optræk til episoder, såsom selvantændte person afbrændinger. Afbrændingerne er i de sidste 2 år blevet mere udbredt pga. en tiltagende kulturel og religiøs undertrykkelse af tibetanerne. Alle politi stationerne er udstyret med skumslukkere og diverse fangstkroge og bøjler. Fangstkrogene er designet så det er muligt at  fiksere den brændende når der skumsprøjtes. Med denne triste viden i bagagen og det faktum at Tibet er et besat land, er det nok så bemærkelsesværdigt hvor fredfyldt vi oplever det og hvordan vi bliver mødt med stor åbenhed, nysgerrighed og brede smil.

På vores meget tibetanske hotel er der brugt mange forskellige farver på loft og vægge og rummene er krydret med vægtæpper, sjove lamper og finurligheder der kunne lede tankerne hen på inventaret i Aladdins hule. Vi var blevet opgraderet til en suite og hold da op hvor en mærkelig overraskelse. Stuen var en bal sal fyldt med slagbænke, borde og stole fremstillet af trærødder med en  lakeret skinnende finish. Det tilstødende soveværelset var heldigvis kun møbleret med det nødvendige udstyr. I forbindelse med stuen var der en kæmpe terrasse med udsigt til Potala paladset, et smukt og autoritært syn som det ligger der højt placeret op af bjergsiden. Det er svært at udtrykke en retfærdig gengivelse af det billede der toner frem når den tidlige morgensol indhyller paladset i et næsten magisk skær -  smukkere kan det ikke gøres.

Møde i vores suite

Der er temmelig koldt i Lhasa, det er efterår og selv om solen i dagtimerne betænker os med al sin venlighed er aftenerne kølige ind til benet. Vores ”overdådige” eller rettere bemærkelsesværdige   suite var desværre udgået for varme. Det blev en lang forfrossen nat. Vi sov iklædt Thermo undertøj, i en sovepose foret med Thermo lagen og øverst i sandwichen havde vi en velpolstret dyne. På trods af de mange lag lykkedes det os kun lige at holde varmen. Resultat - en tænderklaprende nat med åndedræts 
besvær, hovedpine og meget lidt søvn.

Da det endelig blev morgen, ilede vi til receptionen for at låne en varmekanon. Palle og Susanne havde været hurtigere end os og havde tiltusket sig en varmeovn der mindede om en kæmpe Vox forstærker med indbygget disco lys. Ifølge receptionisten var der desværre ikke flere til rådighed. Lidt bestemt fik jeg forklaret dem at så måtte de jo ud at købe en – problemet blev løst og næste nat sov vi de uskyldiges søvn, dog med frekvent indtagelse af ilt på spraydåse som vi i løbet af dagen havde købt rigelige forsyninger af.

Potala Paladset

Der bliver bedt igennem

Vi passerer et bjergpas. De mange flag er bedeflag.

Lhasa er så forskellig fra enhver anden sammenligning og det er en fornøjelse at fordøje de mange indtryk  der næsten skyller ind over dig for hvert skridt du tager. Vi havde nogle gode dage hvor vi kombinerede den praktiske tilvænning til højderne med en sand overflod af kulturel sightseeing i templer , te huse og gade miljøer.

Umiddelbart efter ankomsten til Lhasa fik vi information om at Base Camp Mt. Everest var blevet lukket pga. et alvorligt uheld med nogle turister. Vi bibeholdt håbet om at lukningen kun var midlertidig indtil der blev ryddet op – og vi krydsede alle fingre for at vi ikke skulle snydes for den del af Everest hvor mange af de store bjergbestignings bedrifter har fundet sin begyndelse og ofte også en tragisk afslutning. 

Merete og Jesper nyder kulden

Inden vi begiver os på vej ud i bjerglandskabet og følger ”Friendship Highway” til Nepal, følger i separate faner et par gode historier fra vores ophold i Lhasa Skrevet af Merete og Lisbeth. 

Meretes dagbog 28 okt

Meretes Dagbog

28 oktober 

Kan man se på sengetøj om der er nogen der har sovet i det? 

En historie om en interessant kop te mm.

Efter det daglige klosterbesøg trængte vi til en pause inde vi skulle besøge en tæppefabrik. Christian havde anbefalet at vi gik ind og drak en kop yak smør te på byens fineste tehus. 

Vi var ikke overvældende begejstrede ved tanken om Yak smør i vores the. Tibetanerne brænder det som stearin i templerne og det er en vigtig del af deres ernæring, så vi stiller bestemt ikke spørgsmål ved de mange nyttige egenskaber, men at få det i teen? Vi håbede at det var muligt at købe en kop almindelig sort the derinde.

Døråbninger i Tibetanske huse er dækket med et tykt tæppe eller, som her i Tehuset, med et plastik lamelforhæng. Fælles for forhængene er at de er sorte og meget fedtede på midten. der hvor folk tager på dem og det er ikke spor rart for os at komme i kontakt med den substans. Vi havde derfor udviklet et teknik, hvorefter vi rakte en albue op foran ansigtet. Med albuen stødte vi forhænget til side og vi foretog en piruette lignende bevægelse ind i lokalet. Hvis vi var hurtige og heldig, så var spidsen af albuen eneste kontakt vi fik med forhænget. 

Jesper, Bente, Preben, Palle og Susanne og vi piruetterede ind bag plastikforhænget til tehuset. Der blev vi mødt af med mærkelig tyk og smøragtig lugt. Rummet var fyldt med menneske og der var en del munke iblandt, alle vendte øjnene mod os og hilste og smilede. Lugten i lokalet var klam og kvælende og vi holdt næsten op med at trække vejret. Umiddelbart havde vi mest lyst til at piruettere revers, ud igen i en vis fart, men de mange smil og Christians anbefaling, talte for at vi overvandt vores modstand og slog os ned. Efter lidt votereren og vægelsind fandt vi et bord midt i lokalet. 

Munkene er flittige gæster i tehuset

Heldigvis var vores guide Lopsong med os og vi spurgte ham om han kunne bestille te og helst almindelig the uden smør. Vi fik sød te,  en ok velsmagende te med mælk og sukker og vi begyndte slappe af og vænne os til lugten i lokalet. Det lugter ikke så godt det yak smør te, sagde vi til Lopsong.  Det her er slet ikke et yak smør te sted sagde han, det her er et sød te sted. Jamen hvad der det så her lugter af, spurgte vi. Det er dels momo ( små dejfiduser med indbagt kød eller grønsager) som de laver ude i køkkenet og dels menneskerne herinde, svarede han. Vi forsøgte at sætte lugten i forbindelse med de lækre momo vi havde nydt aften før og derefter med mennesker, men ingen af delene gav mening.  Det er fordi Tibetaner ikke vasker sig, så kommer de til at lugte sådan, sagde Lopsong. Vi må have lignet 7 spørgsmålstegn i hovederne for Lopsong startede en længere og lettere modstridende forklaring på hvor ofte, hvis overhovedet, Tippetalere vasker sig. 

Der er ikke meget vand, vandet er iskoldt og husene er kolde så det er forståeligt at det ikke er rart at vaske sig, men i en bestemt uge, en gang om året, går alle Tibetanere ned til floden og vasker sig og der vasker de også deres tøj i floden. Dvs, de gamle og munkene vasker sig aldrig, fortsatte Lopsong. De kan måske smøre fedt på kroppen og skrabe det af igen. Der er selvfølgelig mange yngre Tibetanere der vasker sig oftere, måske en gang om måneden eller hver 6 uge og så skifter de også tøj, fortalte Lopsong. Selv er han heldig, han bor i Lhasa og kommer på hotellerne og der får han lov at tage bad et par gange om ugen. Det er både godt og ondt for det betyder, at det kan være svært for ham at være hjemme i hans landsby, han har svært ved at klare lugten i soveposerne. 

Så det var altså momo, munk og gammel Tibetaner der lugtede af i tehuset. Nok mere munk og gammel Tibetaner end Momo, for lugten fra tehuset fulgte os mange andre steder hvor der ikke blev serveret Momo. 

Det var selvfølgelig lidt grænseoverskridende at sidde der og drikke sød the efter den historie, men de  mange smil og glade øjne der fulgte os, var genen værd og tehus oplevelsen var, i mine øjne en af de store, ikke pga teen men alene pga af menneskerne. Varme og venlighed lyste ud af dem alle. Vi turister er velkomne i Tibet. Vi kan god få lov at være i fred, men hvis vi interesserer os for Tibetanerne så interesserer de sig også for os. 

Palle får en hyggesnak

Kokken i Tehuset

Lopsong sagde at vi måtte fotografere i Tehuset og i køkkenet hvor der blev lavet Momo. Det gjorde jeg så og det fik kokken til at standse sit arbejde og komme hen og bede om at se billedet. Han var ikke tilfreds med det han så, man kunne jo kun se han på lang afstand fra siden så han stillede sig op og bad mig tage et ordentligt billede. Tibetanerne var ikke på noget tidspunkt pågående og vi har følt os respekterede hele vejen, derfor lod vi respekten gå begge veje og vi tog kun billeder efter at have spurgt herefter. 

Der produceres Momo i køkkenet

Renlighedsbegrebet blev sat i relief under den kop the. Hvad så hvis vi ikke kom i bad en enkelt dag? Og det er der udsigt til så det er et relevant spørgsmål.  

I Lhasa mødte vi Jeppe, Lisbeths kollega fra FDM Rejsebureau, som var i Tibet med en gruppe. Vi fik mange gode tips og råd af ham. Vi fortalte ham, at vi alle rejste rundt med lagenposer som vi  havde fået syet i Shanghai for 31 kr per stk. inkl. stof. Dem forventede vi at bruge når vi kom til hotellet ved Base Camp, fordi vi vidste at soveforholdene  kunne være kritiske  der. Hmmmnn, sagde Jeppe, sådan er det mange steder. Lagenposer er en god ting, de giver en slags beskyttelse mod sengelus. Ja men her på hotellet (ser det da pænt og rent ud, sagde vi. Vi var på Dekang, 5 stjerner med pil nedad og varmt vand i hanerne med ingen varme på værelset :)

Hmmmm, sagde Jeppe, Tibetanerne ser ingen grund til at vaske sengetøjet med mindre nogen har gjort i det. Den bemærkning fik Lisbeth til at grine højt. Vi andre grinede ikke men vi har heller slet ikke nær så meget humor som Lisbeth. 

Lagenposerne blev brugt herefter, om ikke for andet så fordi de hjalp med til at holde varmen under dynen.